AKT-lærere med stærke relations- og interkulturelle kompetencer til Ungdomsskolen Gasværksvej og Ungdomsskolen i Hindegade

Søg jobbet

Undervisning
Fuldtid
Fastansættelse

Skolerne er kommunens tilbud til nytilkomne unge flygtninge og indvandrere i alderen 16-18 år, der har brug for undervisning i 'dansk som andetsprog'. Skolens målgruppe er primært unge, der for nyligt er kommet til Danmark, unge flersprogede fra M3-klasser og unge, som skal forberedes til prøven i Dansk 2 (PD2). Skolens opgave er således at give eleverne sproglige og sociale færdigheder og kundskaber, der gør dem i stand til at indgå og deltage aktivt i det danske samfund. 

Krigen i Ukraine betyder, at vi oplever en stor stigning i tilgangen af særligt ukrainske unge. Skolen vokser – fra 140 til 370 elever, de sidste år. Vi tilpasser løbende skolen til de mange nye elever og opgaverne omkring dem, derfor søger vi nu forstærkning i forhold til det pædagogiske arbejde.

Vi har nu en stor gruppe elever, der er i mistrivsel på grund af

  • traumer
  • ensomhed – få eller ingen voksne omkring dem
  • diagnoser (diagnosticerede og ikke diagnosticerede)
  • flygtningestatus
  • misbrug
  • økonomisk udsathed

Det kommer til udtryk ved fravær, forsvar mod læring og deltagelse i usunde fællesskaber. Disse eksistensvilkår er stærke modvindsfaktorer i forhold til trivsel, læring og integration.

Vores nye AKT-medarbejdere skal understøtte os yderligere i denne fælles pædagogiske opgave på skolerne.  

Eleverne er på vidt forskellige dansksproglige niveauer, nogle har vi endnu ikke et fælles sprog med, mens andre kan noget dansk og evt. engelsk. Vi bruger gerne tolk.

Dine opgaver vil bl.a. være

  • arbejde med elevers trivsel fx
  • invitere de unge med ind i skolens sunde fællesskaber ved at deltage i bordtennis, basket eller volleyball i pauserne
  • inspirere og understøtte reelle hjernepauser i løbet af skoledagen
  • etablere trygge relationer til elever med komplekse og ofte traumatiske livsvilkår
  • arbejde aktivt med konfliktforebyggelse og konfliktløsning
  • vejlede og sparre med kolleger om inkluderende læringsmiljøer
  • i samarbejde med det øvrige pædagogiske personale at understøtte elevernes deltagelse i undervisningen
  • bidrage med relevant viden og værktøjer til det pædagogiske arbejde og være med til at ideudvikle indsatser, der kan fremme trivslen blandt de unge
  • bidrage til udviklingen af strukturen om AKT-medarbejdernes virke på skolen
  • samarbejde med forældre/værger og øvrige samarbejdspartnere ved behov
  • journalisere relevante hændelser, indsatser og observationer i henhold til gældende retningslinjer

Vi forventer, at alle medarbejdere har et ressourcesyn på skolens unge og en opmærksomhed på det interkulturelle felt, hvori det pædagogiske arbejde sker.

Undervisningen er niveaudelt dels efter elevernes sproglige og faglige niveau i dansk og dels efter deres skolebaggrund. Eleverne har mulighed for at få undervisning i basisdansk, deltage i prøveforberedende undervisning i dansk og matematik samt tage FP9-prøver eller Danskprøve 2. De undervises i dansk (som andetsprog), samfundsfag og matematik i et basisbånd. Derudover har de mulighed for at tilvælge fag som: fysik/kemi, engelsk, dansk kultur og samfund eller sport. Vi har pt. 25 klasser.

Du kan læse og se mere om skolen her.

Vi tilbyder

  • en spændende og udfordrende arbejdsplads, der er førende inden for dansk som andetsprog
  • fagligt kompetente og engagerede kolleger, der arbejder med udgangspunkt i de nyeste didaktiske metoder og tilgange inden for DSA-området
  • teamsamarbejde med stor indflydelse på, hvordan arbejdet skal tilrettelægges
  • individuelle arbejdspladser og arbejdstelefon
  • en arbejdsplads, hvor forandring er et grundvilkår bl.a. pga. løbende optag og målgruppen
  • en arbejdsplads, hvor der ikke er langt fra den gode ide til handling
  • en arbejdsplads, hvor der er god stemning og let til grin

Vi ser gerne, at vores nye kolleger

  • har relevant uddannelse og erfaring
  • har kendskab og værktøjer til at arbejde i et komplekst ungdomspædagogisk og interkulturelt felt
  • har gode socialpædagogiske forudsætninger for at skabe tillid og opbygge relationer   
  • byder ind i det konstruktive tværfaglige samarbejde omkring de unge
  • arbejder aktivt med de unges faglige, sociale og personlige udvikling
  • arbejder med de unges motivation for læring
  • ser og inddrager elevernes baggrund som en ressource

Hvis du kan se dig selv i ovenstående, ser vi frem til at læse din ansøgning. 

Løn- og ansættelsesvilkår
Vi har to skolematrikler: Hindegade 4, København K og Gasværksvej 22, København V. Der er to ledige stillinger – en til hver skolematrikel. Stillingerne er på 37 timer ugentligt. Ansættelse finder sted i henhold til gældende overenskomst samt aftale om arbejdstid for månedslønnede lærere m.fl. i Ungdomsskolen pr. 1. august 2026. Vi indhenter oplysninger via børne- og straffeattest i forbindelse med ansættelserne.

Mere information
Hvis du vil vide mere om skolen og jobbet, er du velkommen til at ringe til afdelingsledere Yvonne Overgaard på 20 47 66 51, Karin Madsen på 20 54 49 86 eller Josefine Møbius på 61 24 94 94.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest søndag den 17. maj 2026
Vi holder ansættelsessamtaler snarest muligt efter ansøgningsfristen.